120
BRØDRENE.
kun en Plage for sin Broder og for andre Mennesker.
Men se, nu i den sidste Tid er han bleven en mægtig Mand, nu staar han og giver igen. Det gør han. Nu hjælper han sin Broder, Klokkeren, som har været Lyset og Livet og Glæden for ham alle Dage. Nu hjælper han ham at synge, saa han kan beholde sit Embede.
Han gaar ikke i Kirke, for han synes, alle stirrer paa ham, der ikke har sort Søndagstøj. Men hver Søndag gaar han op til Kirken for at se, om der staar en Kiste paa de sorte Bukke udenfor Sakristiets Dør. Og hvis der staar en, da følger han med til Graven, og da giver han sig selv til Pris i sin gamle, graa Frakke og hjælper Broderen med sin stakkels, usle Stemme.
Den lille Mand kan godt høre, hvor daarligt han synger; han stiller sig bagved de andre og trænger sig ikke hen til Graven. Men synge gør han; det gjør ikke saa meget, om Klokkerens Stemme skulde slaa klik paa en eller anden Tone. Hans Broder er der og støtter ham.
Paa Kirkegaarden ler ingen af Sangen, men naar Folk kommer hjem og faar rystet Andagten af sig, saa taler de om, hvordan det gik i Kirken, og saa ler de ad Klokkerens Sang, ler baade ad hans og ad hans Broders. Klokkeren bryder sig ikke om det — hans Sind er anderledes, men Broderen tænker paa det og lider under det. Han gyser hele Ugen for Søndagen, men han kommer
