121
BRØDRENE.
alligevel punktlig op paa Kirkegaarden og gør sin Pligt.
Men du dernede i din Kiste, du synes ikke saa ilde om Sangen. Du synes, det er god Musik. Er det ikke sandt, at man gerne vilde begraves i Svartsjø blot for den Sangs Skyld?
Der staar i Psalmen, at alt er en Vandring mod Døden, og naar de to gamle Mænd synger det, de to, som har lidt for hinanden hele Livet, da føler man som aldrig før, hvor besværligt det er at leve, og man er vel tilfreds med at være død.
Og saa er Psalmen forbi, og Præsten kaster Jord paa Kisten og beder en Bøn over dig.
Derpaa synger de to gamle Stemmer: „Jeg gaar mod Himlen.“ Og de synger ikke det Vers bedre end det forrige. Deres Stemmer bliver svagere og skarpere, jo længer de synger.
Men for dig udbreder sig imidlertid et uendelig stort Rum, og du svæver opad i bævende Lyksalighed, og alt jordisk svinder og blegner.
Men det sidste, du hører fra denne Verden, er dog noget trofast og kærligt. Og midt under din bævende Flugt vil den stakkels Sang vække Mindet om alt godt og kærligt, der har mødt dig hernede, og det vil bære dig oppe. Det vil gennemstraale dig som en Lysglans og gøre dig skøn som en Engel.
