GRAVSKRIFTEN.
Nu om Stunder lægger aldrig noget Menneske Mærke til det lille Kors, der staar i et Hjørne af Svartsjø Kirkegaard. Nu gaar Folk paa Vejen til og fra Kirke forbi det uden at skænke det et Blik. Og det er ikke saa underligt, at ingen lægger Mærke til det; for det er saa lavt og lille, at Kløver og Klokkeblomster rækker helt op under Armene paa det, og Timoteen vokser det over Hovedet. Der er heller ingen, der tænker paa at læse Indskriften, som staar paa det. De hvide Bogstaver er næsten ganske udviskede af Regnen, og det falder aldrig nogen ind at granske, hvad der endnu kan skimtes, og se at samle det sammen til Ord.
Men saadan har det ikke altid været. Det lille Kors har i sin Tid vakt megen Forundring og Nysgerrighed. Der var en Tid, da intet Menneske satte sin Fod paa Svartsjø Kirkegaard uden at gaa hen og se paa det. Og naar en eller anden af de gamle fra hine Dage nu tilfældig kommer hen og opdager det, saa dukker der frem for hans
