123
GRAVSKRIFTEN.
Erindring en hel Historie om Mennesker og Begivenheder, der ellers ere gemte og glemte.
Han ser for sig hele Svartsjø-Sogn nedsænket i Vinterdvale, dækket af jævn, hvid Sne, der ligger i halvanden Alens Højde, saa at det er umuligt for Mennesker at skelne Vej eller Sti eller vide, hvor de gaar. Man maa næsten have Kompas med ligesom ude paa Havet. Der er ingen Forskel paa Sø og Strand, Stubmarken ligger lige saa jævn som den Jord, der i Høst bar mange Fold Havre. Kulsvieren, som bor ved de store Moser, kan indbilde sig, at han raader over lige saa megen ryddet og dyrket Jord som den rigeste Bonde.
Vejene har forladt deres trygge Baner mellem de graa Gærdestaver og løber paa maa og faa ud over Engene og hen langs Elvene. Ja, endog inde paa selve Gaardens Enemærker kan man fare vild og pludselig opdage, at Vejen hen til Brønden er lagt tværs over Spiræahækken omkring det lille Rosenbed.
Men intetsteds er det saa umuligt at finde sig til Rette som inde paa Kirkegaarden. For det første er Kampestensmuren, der skiller den fra Præstegaardslodden, aldeles begravet under Sneen, saa at det alt sammen gaar ud i eet, og for det andet er selve Kirkegaarden kun en eneste stor, hvid, Flade, hvor end ikke den mindste Ujævnhed i Snedækket forraader Dødningehavens mange smaa Høje og Tuer.
Paa de fleste Grave staar der Jernkors, ved
