126
GRAVSKRIFTEN.
„Jeg vil ikke have, at det Barn skal ligge i min Grav.“
Man ser dem begge for sig i det samme. Det er i Spisestuen paa Lerum. Der sidder Jernværksejeren ved Frokostbordet, alene, som han altid plejer. Hans Hustru, Ebba Sander, sidder i en Gyngestol henne ved Vinduet, hvorfra hun kan se langt ud over de birkeklædte Holme i Søen.
Hun har siddet Og grædt. men da Manden siger dette, bliver hendes Øjne med et ganske tørre. Hendes lille Skikkelse synes at skrumpe sammen i Skræk, og hun begynder at skælve.
„Hvad siger du? Hvad er det, du siger?“ spørger hun. Og hendes Stemme lyder, som om hun rystede af Kulde.
„Det er mig imod,“ siger han. „Min Fader og min Moder ligger der, og der staar „Sander“ paa Stenen. Jeg vil ikke have, at det Barn skal ligge dèr.“
„Ja saa,“ siger hun, stadig skælvende, „saa det har du gaaet og fundet paa. Jeg tænkte jo nok, at du en Gang vilde hævne dig.“
Han kaster Servietten fra sig, rejser sig fra Bordet og staar bred og stor foran hende. Det er ikke hans Hensigt at trodse sin Vilje igennem med mange Ord. Men hun kan se paa ham, som han staar dèr, at han ikke er til at faa fra sin Mening. Tung, urokkelig Stivsindethed er han fra Top til Taa.
„Jeg vil ikke hævne mig,“ siger han uden at
