128
GRAVSKRIFTEN.
Hun sætter sig længere ind i Stolen, lægger Hænderne bag om Hovedet og sidder og stirrer ud gennem Vinduet uden at sige noget. Det er det forfærdelige, at der møder en saa meget i Livet, som man ikke selv raader for, og fremfor alt, at der kan komme noget op i en selv, som man aldeles ikke kan faa Magt over. For nogle Aar siden, da hun allerede længst var bleven en besindig gift Kone, kom Kærligheden over hende. — Og hvilken Kærlighed! — Saa voldsom, at det var hende ganske umuligt at staa imod.
Det, som nu tog Magten fra hendes Mand, — var det alligevel ikke Lysten til at hævne sig?
Han har aldrig været vred paa hende. Han tilgav hende straks, da hun kom og bekendte sin Brøde. „Du har været fra Sans og Samling,“ sagde han og lod hende blive hos sig paa Lerum, som om intet var hændet.
Men skønt det var let nok sagt, at man tilgiver, kan det blive svært nok at gøre det. Især for den, der er langsom og tung i Sindet, som gaar og gemmer, men aldrig glemmer, og heller aldrig buser ud. Hvad han end siger, og hvad han end foresætter sig, altid bliver der siddende noget tilbage i Hjertet, som nager og længes efter at komme til at mætte sig med en andens Lidelse. Hun har altid haft en besynderlig Følelse af, at det vilde have været bedre, om han den Gang var bleven saa forbitret, at han havde slaaet hende. Da kunde han maaske være bleven god
