131
GRAVSKRIFTEN.
presse Læberne sammen, for at Skriget ikke skal bryde sig Vej imellem dem.
Klokkerne begynder at ringe oppe i Taarnet, og Toget sætter sig i Bevægelse. Nu vil alle disse Mennesker altsaa faa det at vide uden mindste Forberedelse. Hvorfor har hun dog ikke talt i Tide? Hun maa gøre Vold paa sig for ikke at raabe ud til dem, at de ikke skal gaa ind paa Kirkegaarden med det døde Barn. Den, der er død, er jo død og borte. Hvorfor skal hele hendes Liv ødelægges for dette døde Barns Skyld? De kan jo putte det ned i Jorden, hvor det skal være, kun ikke inde paa Kirkegaarden. Hun har en forvirret Ide om, at hun vil skræmme dem bort fra Kirkegaarden: det er farligt at gaa derind; der er pestbefængt; der er set Ulvespor i Sneen — hun vil skræmme dem, som man skræmmer Børn.
Hun ved ikke, hvor de har gravet Barnets Grav. Det faar hun tidsnok at vide, tænker hun. Og da Toget skrider ind paa Kirkegaarden, ser hun hen over Snedækket for at finde, hvor der er en nykastet Grav. Ven hun ser hverken Vej eller Grav — intet andet end det hvide Snedække.
Og Toget skrider frem — hen til det lille Lighus. Saa mange, som der paa nogen Maade er Plads til, trænger sig med ind, og derinde foregaar Jordspaakastelsen. Der bliver slet ikke Spørgsmaal om den eller den Grav. Ingen faar at vide,
