132
GRAVSKRIFTEN.
at den lille. som nu indvies til den sidste Hvile, aldrig skal nedsænkes i Familiegraven.
Havde hun tænkt paa det, havde hun ikke glemt alt andet i Angest og Rædsel, saa havde hun ikke behøvet at være bange, ikke et eneste Øjeblik.
„Til Foraaret,“ tænker hun, „naar Kisten skal sættes i Jorden, er der næppe andre end Graverkarlen med; ingen vil tro andet, end at Barnet ligger i den Sanderske Grav.“ Og hun føler, at hun er reddet.
Hun synker sammen i heftig Graad. Folk ser med Deltagelse paa hende. „Det er skrækkeligt, saa hun tager sig det nær,“ siger de. Men selv ved hun bedst, at hun græder som den, der er undsluppet en truende Livsfare.
Et Par Dage efter Begravelsen sidder hun i Mørkningen paa sin sædvanlige Plads i Spisestuen. Og som Mørket omkring hende tager til, griber hun sig selv i, at hun sidder og venter og længes. Hun sidder og lytter efter Barnet. Det er jo paa denne Tid, at han plejer at komme ind og lege med hende. Hvorfor kommer han ikke i Dag? Saa farer hun sammen: Han er jo død, han er jo død!
Næste Dag sidder hun atter i Mørkningen og længes, og Dag efter Dag bliver denne Længsel stærkere. Den vokser som Lyset ved Foraarstide, til den tilsidst fylder alle Dagens og Nattens Timer.
Det følger jo næsten af sig selv, at et Barn
