133
GRAVSKRIFTEN.
som hendes faar mere Kærlighed efter sin Død, end medens det levede. Dets Moder har, saalænge det levede, ikke tænkt paa andet end at genvinde Mandens Tillid og Kærlighed. Og for ham kunde Barnet jo aldrig være til Glæde. Det maatte saa vidt muligt holdes borte fra ham. Og det kom ofte til at mærke, at det var til Besvær.
Hun, som havde svigtet og forsømt sin Pligt, vilde vise ham, at hun alligevel var noget værd. Hun færdedes altid i Køkken og Væverstue. Hvor kunde der saa blive Plads til den lille Dreng?
Men nu bagefter mindes hun, hvorledes hans Øjne kunde bede og bønfalde. Om Aftenen vilde han saa gerne have, at hun skulde sidde ved hans Seng. Han sagde, at han var bange for at ligge i Mørke, men nu falder det hende ind, at det vistnok kun har været et Paaskud for at faa hende til at blive hos ham. Hun husker, hvordan han laa og anstrengte sig for ikke at falde i Søvn. Nu ved hun, at han holdt sig vaagen for at kunne ligge lidt længer og føle sin Haand i hendes.
Han har været en udspekuleret Fyr, saa lille han var. Han har brugt hele sin Smule Forstand for at finde paa, hvorledes han skulde faa lidt med af hendes Kærlighed.
Det er ubegribeligt, at Børn kan elske saa inderligt. Hun forstod det aldrig, saa længe han levede.
Egenlig er det først nu, at hun er begyndt at
