134
GRAVSKRIFTEN.
elske Barnet. Nu først føler hun sig rigtig betaget af hans Skønhed. Hun kan sidde og drømme om hans store, underlige Øjne. Han havde aldrig været rødmusset og rødkindet som andre Børn, men fin og spinkel. Men hvor havde han været yndig!
Han staar nu for hende som noget vidunderlig dejligt, smukkere og smukkere for hver Dag, der gaar. Børn maa jo være det ypperste, Jorden ejer. At tænke sig, at der findes smaa Væsener, som rækker Hænderne, ud mod alle Mennesker og tror godt om alle; som ikke spørger, om et Ansigt er grimt eller kønt, men lige gerne kysser det ene og det andet, holder lige meget af gammel og ung, rig og fattig. Og saa er de alligevel virkelige smaa Mennesker.
For hver Dag, der gaar, kommer hun Barnet nærmere og nærmere. Hun ønsker nok, at det nu havde været i Live, men hun er ikke vis paa, at hun i saa Fald var kommen det saa nær.
Undertiden bliver hun ganske fortvivlet ved Tanken paa, at hun ikke var mere for Drengen, medens han levede. Derfor blev han vel ogsaa taget fra hende, tænker hun. Men det er dog sjeldnere, at hun sørger paa den Maade.
Før i Livet var hun altid bange for, at en stor Sorg skulde ramme hende, men nu synes hun, at Sorg ikke er, hvad hun den Gang forestillede sig. Sorg er jo kun at gennemleve atter og atter noget, der ikke er mere. Hendes Sorg er jo at leve sig ind i Drengens hele Væsen
