Side:Legender og Fortællinger.djvu/148

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

135

GRAVSKRIFTEN.

og søge at forstaa ham. Og denne Sorg gør hendes Liv saa rigt.

Hvad hun nu er mest bange for, er, at Tiden skal tage ham fra hende, udslette Erindringen om ham. Hun har intet Portræt af ham; maaske vil hans Træk lidt efter lidt svinde bort for hende. Hun sidder hver Dag og prøver og forsøger. „Kan jeg nu ogsaa se ham rigtig for mig,“ siger hun.

Medens Vinteren gaar, Uge efter Uge, begynder hun at længes efter at faa ham ud af Lighuset og ned i Jorden, saa at hun kan komme hen til hans Grav og tale med ham.

Han skal ligge mod Vest; der er smukkest. Og hun vil smykke Graven med Roser. Der skal ogsaa være en Hæk om Gravstedet og en Bænk, saa hun kan sidde der længe, længe.

Men Folk vil maaske undre sig derover; de maa jo ikke vide andet, end at hendes Barn ligger i Familiegraven. Og de vil nok finde det underligt, at hun gaar og pynter en fremmed Grav og sidder ved den i Timevis. Hvad skal hun finde paa at sige for at forklare det?

Sommetider tænker hun, at hun maaske kan bære sig ad paa denne Maade: først gaar hun hen til den store Grav og lægger en stor Buket Blomster paa den og bliver siddende dér en Stund; saa kan hun nok bagefter liste sig hen til den lille Grav. Og han vil nok nøjes med den lille Blomst, som hun kan liste sig til at give ham.