137
GRAVSKRIFTEN.
døde. Hun ved nu, at hun ikke kan tage Hensyn til nogen som helst anden end til ham, til ham alene. Og da Vaarbruddet tager fat for Alvor, da Tuer og Gravhøje atter dukker frem over hele Kirkegaarden, da Jernkorsenes Smaahjerter igen begynder at ringle i Vinden, og Perlekransene skinner i deres Glasæsker, og da Jorden endelig kan aabne sig for den lille Kiste, saa har hun allerede faaet lavet et sort Kors, som hun vil sætte paa hans Grav.
Tværs over Korset, fra Arm til Arm, staar skrevet med tydelige hvide Bogstaver:
„Her hviler mit Barn“
og neden under paa Korses Stamme staar hendes Navn.
Hun bryder sig ikke om, at hele Verden faar at vide, hvad hun har forbrudt. Alt andet er hende ligegyldigt: det eneste, hun tænker paa, er, at nu skal hun bede ved sit Barns Grav.
