Side:Legender og Fortællinger.djvu/152

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

139

GUDSFREDEN.

malede Vaaningshus og kom forsigtig ind i Storstuen, hvor hun satte Brødene fra sig paa Langbænken. Saa bredte hun Dug Paa Bordet og lagde Brødene i Bunker, et stort og et lille i hver. Hun var en underlig grim, gammel en med rødligt Haar, tunge, hængende Øjenlaag og et eget stramt Træk ved Mund og Hage, som om Hagens Senebaand var for korte. Men nu, Juleaften, var der saadan en Fred og Glæde over hende, at man ikke kunde se, hvor grim hun var.

Men der var en paa Gaarden, som ikke var glad, og det var hende, der var i Færd med at binde de Koste af Birkeris, der skulde bruges ved Badningen. Hun sad henne ved Skorstenen og havde en hel Armfuld fine Birkekviste liggende foran sig paa Gulvet, men de Vidjer, hun havde til at binde Risene sammen med, vilde ikke holde. Storstuen havde et smalt, lavtsiddende Vindue med smaa Ruder, og gennem dem faldt Skæret fra Badstuen ind i Stuen, legede paa Gulvet og forgyldte Birkekvistene. Men jo højere Ilden brændte, jo ulykkeligere blev Pigen. Hun vidste, at Risene vilde falde fra hinanden, saa snart man rørte ved dem, og at hun vilde komme til at høre ilde for det, lige til der flammede et nyt Julebaal paa Skorstenen.

Bedst som hun sad saadan og beklagede sig, kom den ind i Stuen, som hun var mest bange for af alle. Det var Husbonden selv, Ingmar Ingmarson. Han havde sikkert været i Badstuen for at se til, at Ovnen blev varm nok, og nu