140
GUDSFREDEN.
vilde han se, hvordan det gik med Kostene. Han var gammel, samme Ingmar Ingmarson, og han holdt af, hvad der var gammelt. Og netop fordi Folk begyndte at lægge af at bade i Badstue og lade sig piske med Birkeris, lagde han stor Vægt paa, at det skulde gøres paa hans Gaard og gøres ordentligt.
Ingmar Ingmarson gik i en gammel Faareskindspels og med Skindbukser og Begsømssko. Han var snavset og ubarberet, langsom i sin Maade at være paa, og kom saa stilfærdig ind, at man lige saa godt kunde taget ham for en Tigger. Men hans Træk var omtrent de samme, og hans Grimhed den samme som hos Hustruen; thi de var i Slægt, og Pigebarnet havde, fra hun kunde skønne, lært at føle en hellig Ærbødighed for enhver, der saa saadan ud. Thi alene det var meget: at være af Ingmarernes gamle Slægt, der altid havde været den fornemste i Bygden; men det højeste, et Menneske kunde være, var at være Ingmar Ingmarson selv og være den rigeste og klogeste og mægtigste i et helt Sogn.
Ingmar Ingmarson gik hen til Pigen, bukkede sig ned efter et af de færdige Ris og svingede det i Luften. Og straks fløj Kvistene fra hinanden, og en havnede paa Julebordet, en anden i Himmelsengen.
„Naa, min Tøs,“ sagde gamle Ingmar og lo, „tror du, man bruger den Slags Ris, naar man tager Bad hos Ingmarerne? Eller er du meget ømskindet, min Pige?“
