141
GUDSFREDEN.
Da Husbonden ikke tog det værre end som saa, blev Pigen modig og svarede, at hun nok skulde binde Ris, der kunde holde, naar hun blot fik ordentlige Vidjer at binde med.
„Saa maa jeg vel se at skaffe dig Vidjer, min Pige,“ sagde gamle Ingmar, thi han var i rigtigt Julehumør.
Han gik ud af Storstuen, skrævede over Pigen, der laa og skurede, og blev staaende paa Dørtrinet for at se sig om efter en, han kunde sende op i Birkelunden efter Vidjer. Karlene havde endnu travlt med Juleveden, Sønnen kom ned fra Loen med Julehalmen, de to Svigersønner var i Færd med at trække Arbejdsvognene ind i Vognporten, saa Gaarden kunde staa ryddelig til Højtiden. Ingen af dem havde Tid til at gaa bort fra Gaarden.
Da besluttede den gamle ganske stille at gaa selv. Han gik tværs over Gaardspladsen, som om han vilde, over i Kostalden, saa sig om for at være vis paa, at ingen lagde Mærke til ham, og listede saa langs med Ladevæggen, hvor der var nogenlunde banet Vej op til Skoven. Den gamle syntes ikke, han behøvede at fortælle nogen, hvor han gik hen, for saa kunde det let være faldet Sønnen eller Svigersønnerne ind at bede ham blive hjemme. Og gamle Folk vil helst have deres Vilje.
Han fulgte Vejen over Markerne gennem den lille Granskov og kom ud i Birkelunden. Her
