144
GUDSFREDEN.
den ligge fældet, og han havde set den vokse op paa ny. Endelig syntes han, han begyndte at skønne, hvor han var, og han troede, naar han blot gik saadan eller saadan, vilde han komme paa ret Vej. Men hvordan han saa gik, kom han længere og længere ind i den dybe Skov.
Een Gang følte han glat, fast Jord under Fødderne, og saa begreb han, at han endelig var kommen ind paa en Vej. Den prøvede han nu at følge; thi en Vej maatte dog vel altid føre et eller andet Sted hen. Men saa løb Vejen ud paa en fri Plads midt i Skoven, og der havde Snestormen frit Spillerum, der var ikke mere hverken Vej eller Sti, men kun Driver og løs Sne. Da sank den gamle Mands Mod, og han følte sig som en fattig Stakkel, der er nødt til at dø ude i Ødemarken.
Han begyndte at blive træt af at slæbe sig frem gennem Sneen, og den ene Gang efter den anden satte han sig ned paa en Sten for at hvile. Men saa snart han havde sat sig, var han lige ved at falde i Søvn, og han vidste, han vilde fryse ihjel, dersom han faldt i Søvn. Derfor prøvede han at gaa og gaa; det var det eneste, der kunde frelse ham.
Men bedst som han gik, kunde han ikke modstaa Lysten til at sidde ned. Han syntes, at naar han blot fik Hvile, kunde det være det samme, om det ogsaa kostede ham hans Liv.
Det gjorde saa godt at sidde stille, at Tanken
