146
GUDSFREDEN.
Han saa alle Gildestuerne betrukne med hvidt. Hvide Lagen for Vinduerne, hvidt over Møblerne! Gran paa Vejen ligefra Forstuen ned til Kirken!
Rengøring og Slagtning og Brygning og Bagning i fjorten Dage inden Begravelsen. Liget paa en Baare i den inderste Stue, Os i de nys opvarmede Stuer. Hele Gaarden vrimlende fuld af Gæster.
Sang ved Liget, mens Kistelaaget bliver skruet paa, Sølvplader paa Kisten, tyve Favne Brænde brændt i fjorten Dage.
Hele Landsbyen i Bevægelse for at lave Mad til „Føring“, alle Kirkehattene nyafstrøgne, alt Efteraarsbrændevin drukket op under Gravøllet, alle Veje mylrende fulde af Folk som ved et Marked.
Atter foer den gamle Mand op. Han havde hørt dem sidde og tale om ham under Gravøllet: „Men hvor kunde han dog saadan gaa og fryse ihjel?“ spurgte Lagmanden. ”Hvad havde han dog at bestille oppe i Storskoven?“
Og saa svarede Kaptejnen, at det kom vel sagtens af Juleøl og Brændevin.
Og det vækkede ham paany. Ingmarsønnerne havde aldrig været Drukkenbolte. Det skulde ikke siges om ham, at han var omtaaget i sin sidste Stund. Og han begyndte igen at gaa og gaa. Men han var saa træt, at han knap kunde staa paa Benene. Han var kommen højt op i Skoven nu, kunde han nok mærke, for der var helt uvejsomt, fuldt af store Klipper, som der ikke var længere nede. Hans Fod sad fast mellem
