147
GUDSFREDEN.
to Stene, saa han knap kunde komme løs, og imidlertid stod han og klagede sig. Det var helt ude med ham.
Pludselig faldt han over en stor Bunke Kvas. Han faldt blødt paa Sne og Grene, saa han led ingen Skade, men nu gad han ikke rejse sig mere. Han havde ikke Lyst til andet i Verden end at sove. Han tog Kvaset lidt til Side og krøb ind under det, som om det var et Skindtæppe. Men da han skød sin Krop ind under Kvistene, følte han, at derinde i Bunken laa der noget varmt og blødt. Her ligger vist en Bjørn og sover, tænkte han.
Han følte Dyret røre sig og hørte det snuse. Men han laa stille. Han tænkte ikke andet, end at Bjørnen gerne maatte æde ham. Han havde ikke Kræfter til at gaa et eneste Skridt for at komme bort fra den.
Men Bjørnen havde vel ikke Lyst til at gøre den Fortræd, som søgte dens Beskyttelse en saadan Uvejrsnat. Den flyttede sig noget længere ned i sin Hule, ligesom for at give Gæsten Plads, og straks efter sov den med jævne, prustende, Aandedrag.
Imidlertid var det smaat med Juleglæden nede i den gamle Ingmarsgaard. De havde ledt efter Ingmar Ingmarsøn hele Juleaften.
Først gik de rundt i hele Vaaningshuset og i alle Udhuse. De ledte oppe og nede, fra Loft til
