148
GUDSFREDEN.
Kælder. Derpaa gik de om til Nabogaardene og spurgte efter Ingmar Ingmarsøn.
Da de ikke fandt ham, begav Sønner og Svigersønner sig ud paa Marker og Veje. De Blus, der skulde have lyst for Kirkegængerne paa deres Vej til Froprædiken Julemorgen, blev tændt og blev i den rasende Snestorm baaret om paa Veje og Stier. Men Vinden havde føget alle Spor til, og dens Tuden opslugte Lyden af Stemmerne, naar man prøvede paa at raabe og huje. De var oppe og ude til langt over Midnat, men da indsaa de, at de maatte vente, til det blev Dag, hvis de skulde finde den forsvundne.
I det første blege Daggry var alle paa Ingmarsgaarden oppe igen, og Mændene stod ude i Gaarden, rede til at drage til Skovs. Men inden de kom afsted, kom den gamle Husmoder og kaldte dem ind i Storstuen. Hun bød dem sætte sig paa Langbænkene i Stuen, selv satte hun sig ved Julebordet med Biblen foran sig og begyndte at læse. Og da hun efter fattig Evne havde ledt efter noget, der kunde være passende at læse i et saadant Øjeblik, havde hun truffet paa Fortællingen om Manden, der rejste fra Jerusalem til Jericho og faldt iblandt Røvere.
Hun læste langsomt og syngende om den ulykkelige, der blev hjulpen af den barmhjertige Samaritan. Sønner og Svigersønner, Døtre og Sønnedøtre sad omkring hende paa Bænkene. De lignede allesammen hende og hverandre, store og klodsede med grimme, gammelkloge Ansigter;
