149
GUDSFREDEN.
thi de var alle af Ingmarernes gamle Slægt. Alle havde de rødligt Haar, fregnet Hud og lyseblaa Øjne med hvide Øjenhaar. De kunde vel ellers skikke sig forskelligt nok, men de havde allesammen et strengt Træk om Munden, sløve Øjne og tunge Bevægelser, som om alting faldt dem svært. Men paa hver eneste af dem kunde man dog se, at de hørte til de ypperste i Landsbyen, at de vidste med sig selv, at de var mer end andre.
Alle Ingmarsønnerne og Ingmarsdøtrene sukkede dybt under Læsningen. De spurgte sig selv, om en Samaritan havde fundet Husbonden og taget sig af ham. Thi for alle Ingmarsønnerne var det, som om de havde mistet noget af deres egen Sjæl, naar nogen, der hørte til Slægten, blev ramt af en Ulykke.
Den gamle Kvinde læste og læste og kom til Spørgsmaalet: Hvem var nu hans Næste, som var falden iblandt Røvere? Men inden hun fik læst Svaret, gik Døren op, og gamle Ingmar kom ind i Stuen.
„Moder, Fader er her,“ sagde en af Døtrene, og det blev aldrig læst, at Mandens Næste var den, som havde vist ham Barmhjertighed.
Senere paa Dagen sad Husmoderen igen paa samme Plads og læste i sin Bibel. Hun var alene, Kvinderne var gaaet i Kirke, og Mændene var paa Bjørnejagt i Storskoven. Saasnart Ingmar Ingmarsøn havde spist og drukket, havde han taget
