Side:Legender og Fortællinger.djvu/164

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

151

GUDSFREDEN.

I faaet Bjørnen?“ spurgte hun paa ny. Nu kunde han ikke svare mer; han rystede blot paa Hovedet.

Den gamle Kone rejste sig og gjorde, hvad hun ikke havde gjort, siden Sønnen var Barn. Hun gik hen til ham, lagde sin Haand paa hans Arm og trak ham ned paa Bænken. Saa satte hun sig ved Siden af ham og tog hans Haand i sin. „Fortæl mig saa, hvad der er sket, min Dreng.“

Den unge Mand genkendte det Kærtegn, der havde trøstet ham i gamle Dage, naar han havde været hjælpeløs og ulykkelig, og han blev bevæget, saa han gav sig til at græde. „Jeg kan tænke, det er noget med Fader,“ sagde hun. „Det er værre end det,“ hulkede Sønnen. „Værre end det?“ Den unge Mand græd heftigere og og heftigere; han vidste ikke, hvordan han skulde faa sin Stemme i sin Magt. Til sidst løftede han sin grove Haand med de brede Fingre og pegede paa det, hun nylig havde læst: „Fred paa Jorden.“

„Er det noget med det?“ spurgte hun. — „Ja,“ svarede han. — „Er det noget med Julefreden?“ — „Ja.“ — „I vilde gøre en ond Gerning i Morges?“ — „Ja.“ — „Og Gud har straffet os?“ — „Gud har straffet os.“

Saa fik hun endelig at vide, hvordan det var gaaet til. De havde omsider fundet Bjørnens Hi, og da de var saa nær, at de kunde se Risbunken, var de bleven staaende for at gøre Bøsserne rede. Men inden de var færdige, kom Bjørnen farende ud fra Hiet lige imod dem. Den saa hverken til