152
GUDSFREDEN.
højre eller venstre, den gik lige imod den gamle Ingmar Ingmarsøn og gav ham et Slag over Issen, der strakte ham til Jorden, som om han var ramt af Lynet. Den angreb ingen af de andre, men banede sig Vej forbi dem og foer ind i Skoven.
Om Eftermiddagen kørte Ingmar Ingmarsøns Hustru og Søn til Provstegaarden og anmeldte Dødsfaldet. Sønnen førte Ordet, den gamle Husmoder sad og hørte til med et Ansigt saa ubevægeligt som et Stenbillede.
Provsten sad i sin Lænestol henne ved Skrivebordet. Han havde haft sine Bøger fremme og indført Dødsfaldet. Han gjorde det lidt langsomt; han vilde have Tid til at tænke over, hvad han skulde sige til Enken og Sønnen; thi dette var dog et usædvanligt Tilfælde. Sønnen havde aabenhjertig fortalt, hvordan det hele var gaaet til, men Provsten vilde gerne vide, hvordan de selv tog Tingen. Det var ejendommelige Mennesker der i Ingmarsgaarden.
Da nu Provsten lukkede Bogen, sagde Sønnen:
„Vi vilde ogsaa gærne sige Provsten, at vi ikke vil have Faders Levnedsløb oplæst.“
Provsten skød Brillerne op paa Panden og saa skarpt forskende over paa den gamle Kvinde. Hun sad ligesaa ubevægelig som før. Hun krammede blot lidt paa Lommetørklædet, som hun sad med i Haanden.
