153
GUDSFREDEN.
„Vi vil have ham begravet paa en Hverdag,“ vedblev Sønnen.
„Ja saa,“ sagde Provsten. Det var, som alt løb rundt for ham. Gamle Ingmar Ingmarsøn skulde komme i Jorden, uden at nogen mærkede det. Menigheden skulde ikke staa paa Gærder og Diger og se paa Stadsen, naar han blev baaren til Graven.
„Der bliver ikke noget Gravøl. Vi har ladet Naboerne det vide, saa de ikke behøver at tænke paa Føring.“
„Ja saa, ja saa!“ sagde Provsten igen. Han kunde ikke finde paa andet at sige. Han vidste godt, hvad det betød for saadanne Mennesker at give Afkald paa Gravøllet. Han havde set det trøste baade Enker og faderløse at holde et prægtigt Gravøl.
„Der bliver ikke noget Ligfølge, kun jeg og mine Brødre.“
Provsten saa ligesom appellerende hen til Konen. Kunde hun da virkelig være med til dette? Han spurgte sig selv, om det var hendes Vilje, Sønnen udtalte. Hun sad jo der og lod sig plyndre for alt det, der maatte være hende dyrebarere end Sølv og Guld.
„Vi vil ikke have Klokkeringning og ingen Sølvplader paa Kisten. Moder og jeg ønsker det saadan, men vi siger det til Provsten for at høre, om Provsten synes, det er Uret imod Fader.“
Nu tog ogsaa Konen Ordet: „Vi vilde gerne høre, om Provsten mener, at det er Uret mod vor Far?“
