SPØGELSEHAANDEN.
Netop som Klokken slog eet om Natten, blev der ringet paa Doktorens Klokke. Den første Ringen havde ikke noget Resultat, men da een til og endnu een viste, at det var ubønhørligt Alvor, kom Doktorens Karen ud ad Køkkendøren og spurgte, hvad der var i Vejen. Og da Karen havde underhandlet forgæves en Tid, maatte hun finde sig i at vække Doktoren. Hun gik op og bankede paa Sovekammerdøren.
„Der er Bud fra Doktorens Kæreste. Doktoren maatte endelig komme derhen.“
„Er hun syg?“ lød det indefra.
„De ved ikke, hvad der er i Vejen med hende. De tror, hun har set noget.“
„Ja, hils og sig, jeg skal komme.“
Doktoren spurgte ikke mer. Han holdt ikke af at høre Tjenestepigesladder om sin Kæreste.
Noget underligt noget med den Overtro, tænkte han, mens han klædte sig paa. Der ligger nu det Hus midt i Byen; ikke det mindste romantisk er der ved det. Et ganske almindeligt, grimt
