Side:Legender og Fortællinger.djvu/169

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

156

SPØGELSEHAANDEN.

gammelt Hus, indrettet som alle andre i den Del af Byen. Men Spøgeriet holder sig der.

Havde det endda ligget i en mørk Gyde eller lidt udenfor Byen i en tilgroet Have, hvor sære, gamle Træer slog mod Ruderne saadan en stormfuld Vinternat. Men naar det nu laa, som det laa, i den brede Gade, der førte ned til Havnen og Havet! Og med Kirken og Sparekassen og Kasernen og Sukkerfabriken lige ved! Skulde man ikke tro, at Sukkerfabriken med al sin Sprutten og Syden og med de store glødende Dampkedler skulde bragt Spøgelset til at sygne hen. Men nej, det var langtfra.

Paa en vis Maade fortjente Spøgelset Beundring. Der var Energi i det, en utrolig Energi og Evne til at hage sig fast i Folks Bevidsthed. Man indrømmede jo, at det nu ikke havde vist sig i en Snes Aar, siden Frøkenerne Burman flyttede ind i Spøgelseværelserne. Men havde man glemt det? Det viste sig jo nu; blot fordi Ellen var bleven pludselig syg, hed det sig straks, at hun havde set noget.

Bleven angst for noget, ja det var jo ikke umuligt. Hun var sagtens bleven som forudbestemt til at se Spøgelser ved at leve hele sit Liv med de to nervøse, gamle Tanter. Og at der var et Spøgelse i Huset, havde hun vel altid vidst og troet. Hun havde vel nok gaaet og hidset sin Fantasi op med det, lige fra hun var Barn.

Hun havde sikkert nok ikke glemt det, fordi