Side:Legender og Fortællinger.djvu/170

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

157

SPØGELSEHAANDEN.

hun blev voksen. Første Gang han havde været paa Sygebesøg hos Tanterne, havde hun ligesom triumferende sagt til ham: „Her er Spøgelseværelset!“ i en Tone, som om hun viste et Familiestykke frem.

„Doktoren ved maaske, man kan aldrig spille Kort i denne Stue.“ — „Hvorfor ikke?“ — „Jo. hvis en af de spillende begaar den mindste Uærlighed snyder det allermindste, kommer der en Haand og lægger sig paa Spillebordet ved Siden af ham.“ — „Hvad for en Haand?“ — „En grim, gammel Haand med tunge Diamantringe paa de krumme Fingre og med ægte Kniplinger om Haandleddet.“ — „Naa, og saa?“ — „Ja, man ser ikke andet end Haanden.“ — „Men hvordan er det begyndt?“ — „Det er der ingen der ved; den har altid vist sig her.“

Hun havde ladt meget kæk, da hun fortalte det, men hvem kunde vide, hvem kunde vide! Hun troede saamænd nok paa Spøgeriet.

„Se, saadan kommer den, Doktor, listende op paa Kanten af Bordet lige ved den, der spiller. Huha, og saa peger den paa et af Kortene med en stor, kroget Finger! Den har Negle som Kløer, krumme og spidse.“

Naa ja, saadan rigtig troede hun vel ikke paa det. Hun havde jo netop valgt Spøgelsestuen til sit Værelse.

Doktoren styrtede afsted, forbi den store Sukkerfabrik, hvor der blev arbejdet hele Natten. For een Gangs Skyld var man da glad over den