159
SPØGELSEHAANDEN.
hele sit Liv igennem set nogen, der havde passet bedre for ham. Tilpas køn og ingen andre Slægtninge end de to gamle Tanter, og naturligvis strengt opdragen, Hjemmemenneske, huslig, blid.
Da de kom ind i Entréen, henvendte Tante Malene sig igen til ham., „Vi vaagnede midt i Nat, ved at hun skreg saa forfærdelig, og siden har vi ikke kunnet faa hende rolig. Vi vidste ikke andet Raad end at sende Bud efter dig.“
Hun lukkede Døren op til Ellens Stue, stak Hovedet ind og sagde, han var kommen. Straks efter blev han lukket ind.
Der var saa lyst derinde, at han i første Øjeblik knap kunde se noget. De havde aabenbart bragt alt, hvad de havde i Huset af Lamper og Lys, derind. Stuen tog sig for Resten ikke ilde ud med de høje Spejle mellem Vinduerne og de hvide, gammeldags Møbler, som Ellen havde skrabet sammen. I denne Belysning saa man tydelig, at dette forhen i Husets Glanstid havde været Festsalen.
Her var det altsaa, de i gamle Dage havde siddet ved Spillebordet — stor Stads havde her været, for det var fine Folk, her havde boet — og netop som Munterheden var paa sit højeste, mens unge Kavalerer stod bag Damernes Stole og sagde smukke Ting, og Tjenere gik omkring og bød Mandelmælk paa Sølvbakker, netop da havde Spøgelsehaanden vist sig. Og saa blev der jo et Spektakel og en Forskrækkelse! Da-
