160
SPØGELSEHAANDEN.
merne skreg, gamle værdige Parykblokke af Herrer styrtede op fra Bordene og kunde ikke faa et Ord frem. Sølvbakkerne gled ud af Tjenernes Hænder og faldt paa Gulvet. Rædslen for det overnaturlige stod malet i alle Ansigter. De saa selv ud som Spøgelser, som halvt vanvittige. Ja, man behøvede kun at se paa hans Kæreste for at vide, hvordan de havde set ud.
Hun sad midt i Stuen i en stor Lænestol, hun holdt sig helt rank, saa sig om med et underligt omflakkende Blik, var saa bleg, som om hun havde faaet et dødt Menneskes Farve, hendes Tænder klaprede, og hun rystede.
Lænestolen var flyttet midt ud paa Gulvet. Der stod ingen Møbler i Nærheden af den; der kunde ikke ligge noget under den, som pludselig kunde krybe frem.
Hun lagde ikke synderlig Mærke til dem, der kom ind. Hun holdt nu Øjnene fæstede, stift fæstede paa Skyggen af Skabet, der strakte sig henimod Kakkelovnskrogen. Hun havde vist en Mistanke om, at den Skygge vilde fortætte sig og vise sig at være et eller andet, maaske en stor Haand med Fingre som Kløer. Naa, Doktoren flyttede hurtigst muligt en Lampe, saa Lyset fra den faldt ind i Krogen. Hun sank tilbage i Stolen.
Nu. kom Tante Berta og aflagde samme Rapport som Tante Malene. „Vi vaagnede ved, at hun skreg, som om hun var bleven gal, og saadan har hun været siden. Hun vil kun have
