161
SPØGELSEHAANDEN.
Lys, bestandig mere Lys. Hvad tror du, der er i Vejen?“
„Hun er bleven forskrækket over noget, slet ikke andet,“ hviskede Doktoren.
Saa, nu var hendes Blik i Færd med at arbejde sig ind bagved et Rullegardin. Han gik lidt omkring i Stuen. Det var jo muligt, han kunde opdage, hvad der havde forskrækket hende. Paa Skrivebordet laa et Ark tilklattet Brevpapir. Hun havde begyndt at skrive noget, men Pennen var falden hende ud af Haanden og var trillet hen over Papiret. En Billet, han havde sendt hende om Aftenen for at spørge, om hun og Tanterne vilde gøre en Tur med ham næste Dag, laa lige ved Siden af.
Hun havde aabenbart sat sig til Skrivebordet for at skrive Svar til ham. Hun var kommen saa langt som til „Min elsk…“ Saa var Forskrækkelsen kommen, og Pennen var falden hende ud af Haanden.
Doktoren mærkede, hvordan Tanternes Blikke fulgte ham. De undrede sig sagtens over, at han endnu ikke havde talt til Ellen. De forstod naturligvis ikke, at det vigtigste var, at han kom paa det rene med, hvad der havde voldt Forskrækkelsen. Han kunde jo ikke tro paa Spøgelsehaanden; det var ganske udelukket.
Stakkels Barn. Angst som hun selv var, var ogsaa hele Luften om hende fuld af Angst. Der var ingen, der ikke var hemmelig overbevist om, at hun havde set noget. Det første, der var
