162
SPØGELSEHAANDEN.
at gøre, var virkelig at faa dem ud af Stuen, baade Tante Malene og Tante Berta og Pigen, saa de ikke skulde holde Rædslen levende hos hende.
„Jeg tænker nok, hun fortæller mig det hele, naar jeg faar hende for mig selv,“ sagde han og fik snart Stuen ryddet.
Han trak en Stol hen og satte sig ved Siden af hende.
Det er mærkeligt, saa mange Ansigter et Menneske kan have! Han kunde knap have kendt Ellen igen. Hovedtrækket i hendes Udseende var Ro, stille Ro. Det havde bedaaret ham, at han altid fandt hende lige rolig, en sand Mester i den Kunst at tale Tanterne til Rette. Hun saa knap op fra sit Broderi, hvor stærkt de saa end tog paa Vej. Og saa havde han en Gang haft som en Aabenbaring: han syntes, han en Aftenstund var kommen hjem til sig selv og havde set en fin Skikkelse sidde bøjet over sit Arbejde ved Bordet i Lampelyset. Han havde som i et Syn set den fine Nakke og de smaa Hænder. De havde fyldt hele Stuen. Og lige efter friede han.
Nu derimod! Ikke andet end bleg Angst og opjaget Vildhed. Netop det, han ikke vilde have. En hysterisk Hustru! Aa, Gud fri os, Gud fri os!
Imidlertid maatte han nu gøre noget for hende. Han maatte ikke bryde sig om, at hun næsten var
