164
SPØGELSEHAANDEN.
ham. Hun havde gerne villet gifte sig med ham, men ene og alene for at slippe hjemmefra.
Hvis det ikke havde gjældt ham selv, kunde han have let af, som det Barn havde længtes efter en Mand. Den første den bedste. Hun var saa opsat paa at komme bort. Det var for Tanternes Skyld. De havde jo været rigtig gode imod hende, og de vidste ikke selv, hvor de pinte hende.
Hun saa paa ham med forvildede Øjne, der tiggede om, at han skulde forstaa hende, føle noget for hende. Han vidste jo, hvordan Tanterne var, han der havde været deres Læge i saa mange Aar. De var saa vanskelige, saa vanskelige, saa fulde af fikse Ideer og Ængstelser. Tante Malene var altid bange for Ildebrand, og Tante Berta troede altid, hun vilde blive kørt over paa Gaden. Han vidste jo, hvordan de var. Og hvis hun, Ellen, blev hos dem, blev hun nok tilsidst ligesaa underlig. Det var hun vis paa.
Men hun vilde være et ordentligt Menneske. Og hun havde bedt, om hun maatte komme hjemmefra og tage sig noget for. Men det vilde de naturligvis ikke tillade. Saa kunde han jo nok forstaa, at der ikke var andet for hende at gøre end at gifte sig.
Doktoren kunde ikke lade være at spørge, om hun ikke var bange for, hun kunde faa det endnu værre, naar hun blev gift med en, hun ikke holdt af, end hos Tanterne.
Aa nej, værre kunde det aldrig blive. En
