166
SPØGELSEHAANDEN.
spiller falsk her i Stuen, ser Haanden. Jeg har set den. „Jeg sad dér, dér.“ Og hun vendte sig heftig om imod Skrivebordet. „Der saa jeg den.“
„Tror du ikke, jeg saa den?“ vedblev hun og holdt ham fast med sine Øjne, som om hun vilde tvinge Sandheden frem.
„Lad mig høre, hvordan det gik til,“ sagde han beroligende.
„Du husker, at du skrev til mig i Aftes, og jeg vilde skrive Svaret, inden jeg gik i Seng. Men da jeg satte mig hen ved Skrivebordet, blev jeg urolig og sad længe og tænkte, for jeg vidste ikke, hvad Overskrift jeg skulde skrive. Jeg skulde jo skrive „min elskede,“ men jeg syntes ikke, det var rigtigt. Det var første Gang, jeg skrev til dig. Jeg syntes, det var frygteligt at skrive noget, som ikke var sandt — men til sidst syntes jeg, at jeg ikke kunde skrive mindre.“
„Er der saa stor Forskel paa, hvad man skriver, og hvad man siger?“
„Du havde aldrig spurgt mig, om jeg elskede dig, kun om jeg vilde være din Hustru —“
„Aa, — ja, det kan du have Ret i.“
„Men i samme Øjeblik, i samme Øjeblik jeg havde begyndt paa Ordet, var Haanden der. Den kom listende op over Kanten af Bordet, og jeg tror, jeg sad og stirrede paa den nogle Sekunder, inden jeg forstod, hvad det var. Jeg skreg ikke straks. Jeg kunde ikke straks forstaa, det var noget overnaturligt. Men saa lagde den sig hen
