5
KEJSERINDENS PENGEKISTE.
Dünerne? Jeg kan jo ikke forbyde Havet at stige og falde, jeg kan ikke forbyde det at undergrave Stranden. Heller ikke kan jeg binde Stormen eller hindre den i at kæntre Fiskernes Baade. Og endnu mindre kan jeg føre Fiskene i deres Garn eller forvandle Marehalmen til nærende Hvede. Der er ingen Monark i Verden saa mægtig, at han kan hjælpe dette stakkels Folk af med deres Nød.
Næste Dag var det Søndag, og Kejserinden hørte Messen i Blankenberghe. Alle Kystboerne lige fra Dunkerque til Sluis var kommen derhen for at se hende. Men før Messen gik Kejserinden omkring og talte med Folk.
Den første, hun traf paa, var Havnefogden i Nieuport. „Hvad nyt er der fra din By?“ spurgte Kejserinden. „Ikke noget nyt,“ svarede Havnefogden, „uden at Cornelis Aertsens Baad kæntrede i Gaar i Stormen, og vi fandt ham i Morges ridende paa Baadhvælvet.“ — „Det var da godt, han frelste Livet,“ sagde Kejserinden. „Det er ikke godt at sige.“ sagde Havnefogden, „thi han var vanvittig, da han kom i Land.“ - „Var det af Angest?“ spurgte Kejserinden. „Ja,“ sagde Havnefogden, „det er, fordi vi i Nieuport ikke har noget at stole paa i Nødens Stund. Cornelis vidste, at hans Kone og hans smaa Børn vilde sulte ihjel, hvis han omkom, og det var vel den Tanke, der gjorde ham vanvittig.“ — „Det er altsaa det, I trænger til herude paa Dünerne: noget at stole paa?“ — „Det er det,“ sagde
