167
SPØGELSEHAANDEN.
over Papiret og pegede med sine krumme Fingre paa det Ord.
Jeg tror, den var glad; den ligesom skælvede af Glæde. Det var, som om den vilde skrabe Bogstaverne til sig. — Det var falsk Spil, den vilde være med.
Den kom krybende paa de gule Fingre som en stor Edderkop. Den saa ud, som om den havde travlt. Det var længe siden, den havde haft Lejlighed til at komme frem. Nu vilde den skynde sig. Den greb ligefrem efter Pennen med de klamme, krogede Fingre. Det var jo falsk Spil. Den vilde være med.
Jeg skreg, som om jeg havde set en Slange, og saa forsvandt den, men jeg ved ikke, om den ikke er her endnu. Jeg synes, jeg kan mærke, at den endnu er her i Stuen. Og hvis den kommer igen, saa dør jeg. Jeg troede, jeg skulde dø.“
„Jeg skal nok passe paa, den ikke kommer igen,“ sagde han trøstende.
„Jeg ved, der er noget, maa jeg gøre,“ sagde hun, „jeg maa gøre det, for at den ikke skal komme igen. Men det er saa forfærdelig svært.“
Hun tog Forlovelsesringen af sin Finger, stak sin kolde, rystende Haand ind i Doktorens og gav ham Ringen. Saa brast hun i Graad — det var saa bittert at forsage.
Doktoren sagde ingen Ting; han satte Fingerspidserne mod hinanden, og lod Ringen glide frem og tilbage fra den ene Haand til den anden.
