168
SPØGELSEHAANDEN.
Spøgelsehaanden var ikke saa vanskelig at komme til Rette med som det andet, syntes han. Haanden havde ligesom taget hans Parti, skaffet ham en lille Hævn. Han begyndte at faa Sympati for den.
Det er sagtens saadan med nogle Mennesker, tænkte han, at Samvittigheden lister sig ind paa dem paa en eller anden Maade, hvor meget de end prøver paa at narre den. Den har sin egen, stille Vej. Her havde nu hans lille Kæreste arrangeret alt, saa hun kunde faa sig et godt Hjem. Hun behøvede kun at gøre sig den Ulejlighed at hykle lidt, og Alverdens Lykke var hendes. Og saa gaar Samvittigheden ganske stille til Værks og graver sin Mine dybt nede i Sjælen og sprænger til sidst al Klogskab og Beregning i et Øjeblik.
Ja, saadan var det gaaet. Hun havde sagtens troet, hun kunde tage sig paa at lyve et helt Liv igennem. Hun havde vel set, hvordan det var lykkedes for andre. Men saa viser det sig, at hun er gjort af finere Stof end som saa. Der er noget hæmmende i at tilhøre en forfinet Race af Samvittighedsmennesker. Naar man mindst venter det, har man Samvittighedshallucinationen fiks og færdig.
Naturligvis antager den saa den Skikkelse, der ligger nærmest for. Det var jo indlysende, at i denne Stue maatte Samvittigheden vise sig som en Spøgelsehaand.
Han sad hele Tiden og vippede med Ringen
