169
SPØGELSEHAANDEN.
og lod den glide fra den ene Finger til den anden. Han følte ikke blot Krænkelse over, at han ikke havde kunnet vinde hende. Han var næsten bedrøvet. — Nu begyndte hun vist at tænke paa ham og føle, at der var gjort Uret imod ham, for hun bøjede sig ned og kyssede hans Haand. „Tilgiv mig,“ sagde hun.
Det var mærkeligt, hvor blød hun var. Da det var gaaet op for hende, at hun havde gjort Uret, vidste hun ikke alt, hvad hun vilde gøre for at sone den. — Der var da sandelig ikke Grund til at pine hende længer. Han behøvede jo kun at tale ud og sige hende, at han ikke havde været meget bedre end hun. Fornuftig Beregning paa begge Sider. Den ene havde søgt et Hjem, den anden en Husholderske. Det vilde trøste hende at høre.
Han vilde sige hende, at det ikke kunde blive nogen bitter Skuffelse for ham. Han havde heller ikke elsket hende saa højt.
Nej, der var jo ingen Grund til at gøre Pinen længere. Det var bedst at lade det faa en Ende. Lade. dem allesammen komme til Ro og vaagne i Morgen som uforlovet.
Da han rejste sig for at gaa, fik han Taarer i Øjnene. Det gjorde ham alligevel ondt at miste hende. Og det blev det, han kom til at sige hende.
Han begyndte med at sige en hel Del usammenhængende Ting om, at hun var et Samvittighedsmenneske, at hun tilhørte den finere
