173
FUGLEUNGEN.
blik. Det er der egentlig ingen Grund til, for hun er det ubetydeligste lille flagrende Fnug, men det er ved at se alle de Blikke, der følger hende, da hun kører af Sted, at jeg er bleven fanget. For det første ser jeg, hvordan Fader og Moder ser efter hende, som de staar der i Døren til Bagerbutiken. Fader har endogsaa Taarer i Øjnene, men Moder har ikke Tid til at græde lige nu. Moder maa bruge sine Øjne til at se efter sin lille Pige, saa længe hun endnu kan vifte og vinke til hende. Og saa vanker der naturligvis muntre Nik fra Børnene i Gyden og skælmske Øjekast fra alle de smaa, søde Haandværkerdøtre i Vinduer og halvaabne Døre, og drømmende Blikke fra nogle unge Svende og Lærlinge. Men alle tilnikker hende gode Ønsker og velkommen igen. Og saa er der urolige Blikke fra fattige Koner, som kommer ud paa Gaden og nejer og tage Brillerne af for at kunne se hende, da hun kører forbi i al sin Stads. Men jeg kan ikke se, at der er et eneste uvenligt Blik, der følger hende, — nej, ikke saa lang Gaden er.
Da hun ikke er til at se mere, visker Fader rask Taarerne af Øjnene med sit Ærme:
„Vær nu ikke ked af det, Mo'r,“ siger han. „Du skal se, hun klarer sig nok. Fugleungen klarer sig, Mo'r, saa lille hun er.“
„Fa'r,“ siger Moder med stærkt Eftertryk, „du taler saa underligt. Hvorfor skulde Anne-Marie ikke kunne klare sig? Hun er saa god som nogen.“
„Ja, vist er hun saa, Mo`r, men alligevel,
