175
FUGLEUNGEN.
er nu Maurits. Han spørger Fugleungen, om hun ogsaa forstaar, hvad denne Rejse har at betyde for ham? Hun tror maaske, at der kun er Tale om en Køretur ud ad Landevejen? Seks Mils Rejse i den pæne Vogn med Kæresten ved Siden, det kunde jo nok se ud som en rigtig Lysttur. Og et prægtigt Sted at rejse til, en rig Onkel at besøge. Hun har vel troet, at det hele kun var en Leg, har hun ikke?
Han skulde blot vide, at hun har beredt sig til denne Tur ved lange Samtaler med sin Moder i Gaar, inden de gik i Seng, og ved en hel Skare angstfulde Drømme om Natten og ved Bøn og ved Taarer! Men hun lader, som om hun er dum bare for saa meget bedre at kunne nyde Maurits's Klogskab. Han holder af at vise den, og det maa han saa gerne, saa gerne.
„Egentlig er det saa vanskeligt med det, at du er saa sød,“ siger Maurits. Thi det var derfor, han var kommen til at holde af hende, og det var jo alligevel meget dumt af ham. Hans Fader var slet ikke for det. Og hans Moder — han turde ikke tænke paa, hvordan hun havde taget paa Veje, da Maurits havde fortalt, at han havde forlovet sig med en fattig, ung Pige fra Gyden, en ung Pige uden Opdragelse eller Talenter, og som ikke engang var smuk, blot sød.
I Maurits's Øjne var naturligvis en Bagermesters Datter lige saa god som Borgermesterens Søn, men ikke alle havde saa frit et Syn paa Tingene som han. Og hvis Maurits ikke havde haft
