179
FUGLEUNGEN.
vilde berede hende saadan en Modtagelse. Hun blev straks helt let om Hjertet. Og hun fik fat i hans Haand og trykkede den til Tak. Mere kunde hun ikke gøre i Øjeblikket, for de var midt i Æreporten.
Og der stod han, den meget omtalte Mand, Brugspatron Teodor Fristedt, stor og sortskægget og straalende af Velvilje. Han svingede med Hatten og raabte Hurra, og hele Folkeskaren raabte Hurra, og Anne-Marie fik Taarer i Øjnene og smilede paa een Gang. Og selvfølgelig kom de alle til at holde af hende fra første Øjeblik, blot fordi hun saa saadan paa Maurits. For hun troede jo, de alle var der for hans Skyld, og hun maatte tage Øjnene fra al Stadsen blot for at se ham tage Hatten af med en stor Haandbevægelse og hilse saa smukt og saa kongeligt. Aa, saadan et Blik hun sendte ham! Patron Teodor var nær ved at gaa i Staa midt i Hurraraabene og slaa over i en Ed, da han saa det.
Nej, Fugleungen ønskede ikke noget Menneske paa Jorden noget ondt, men hvis det nu virkelig havde været saadan, at Gaarden havde været Maurits's, saa havde det virkelig passet godt. Det var et stolt Syn at se ham staa paa Trappen og vende sig om til Folkene for at takke. Brugspatron Teodor var ogsaa en statelig Mand; men hvad var hans Væsen imod Maurits's! Han hjalp hende kun af Vognen og tog imod hendes Shawl og Hat som en Tjener, mens Maurits løftede Hatten fra sin hvide Pande og sagde: „Jeg
