180
FUGLEUNGEN.
takker Jer, Børn!“ Nej, Patron Teodor havde rigtignok ikke fine Manerer; for da han nu gjorde Brug af sine Onkelrettigheder og kyssede hende og mærkede, at hun kom til at se paa Maurits midt i Kysset, saa bandede han virkelig, bandede rigtig stygt, Fugleungen var ikke vant til at finde nogen ubehagelig, men det vilde ganske vist ikke blive noget let Arbejde at behage Patron Teodor.
„I Morgen,“ siger Onkel, „skal vi have stor Middag og Bal, men i Dag maa Ungdommen hvile sig efter Rejsen. Nu spiser vi blot til Aften, og saa gaar vi i Seng.“
De bliver ført ind i en stor Stue og overladt til sig selv. Patron Teodor farer ud som en Vind, der er bange for at blive lukket inde. Fem Minutter efter kører han ned ad Allén i sin store Vogn, og Kusken kører, saa Hestene ligger som spændte Remme hen ad Jorden. Saa gaar der fem Minutter til, men saa er Onkel der igen, og nu sidder der en gammel Dame ved Siden al ham i Vognen.
Og saa kommer han ind med en venlig og snaksom Dame under Armen; han kalder hende Bjergraadinden. Og hun omfavner straks Anne-Marie, men paa Maurits hilser hun mere stift. Og det er hun nok nødt til. Ingen skal vove at tage sig Friheder med Maurits.
Men i alt Fald er Anne-Marie meget glad over, at denne hyggelige, gamle Dame er kommen. Hun og Brugspatronen er saa morsomme,
