182
FUGLEUNGEN.
sent; for Patron Teodor har grebet Maurits i Brystet og krøllet hans Kalvekrøs og rusker ham saadan, at han bugter sig som en Aal. Saa slynger han ham fra sig med saadan Kraft, at Maurits vakler bagover og vilde være falden, hvis han ikke havde faaet Støtte af en Træstamme, og der bliver Maurits staaende og siger: „Hvad?“
Ja, hvad andet skulde han vel sige?
Aa, aldrig har hun saadan beundret Maurits's Selvbeherskelse. Han farer slet ikke løs paa Patron Teodor og slaas med ham. Han ser kun rolig overlegent, fromt forbavset ud. Hun forstaar, at han behersker sig, for at ikke hele Rejsen skal være til ingen Nytte. Han tænker paa hende og behersker sig.
Stakkels Maurits; det viser sig, at Onkel er vred paa ham for hendes Skyld. Han spørger, om Maurits ikke ved, at hans Onkel er Ungkarl og hans Hjem et Ungkarlehjem, siden han kommer her med sin Kæreste uden at have hendes Moder med. Hendes Moder — Fugleungen bliver fornærmet paa Maurits' Vegne. Det var jo Moder selv, som havde undskyldt sig og sagt, at hun ikke kunde forlade Bageriet. Det svarer Maurits ogsaa, men hans Onkel tager ikke imod Undskyldninger. — Naa, men Borgmesterinden da, hun kunde vel nok have gjort sin Søn den Tjeneste. Hvis hun var for fornem til det, saa maatte de hellere være blevne, hvor de var. — Hvad skulde de nu have gjort, hvis Bjergraadinden ikke kunde være kommen? Og hvor kunde
