185
FUGLEUNGEN.
bort, som Legemet ellers bestod af, og ladet „det“ blive tilbage, saa vilde det have givet et fuldstændigt Aftryk af hende. Og alligevel var „det“ ingenting.
Aldrig vil hun tænke paa „det“, og bestandig maa hun tænke paa „det“. Hvor er hun bleven saa ussel? Og saa ransager hun sig selv og spørger sig selv, hvordan „det“ kom.
Ak, lille Fugleunge, ak, lille Fnug! Hvor er vort Sind dog blødt og vort Hjerte let at vække.
Hun var sikker paa, at „det“ ikke var kommet ved Frokosten, nej, ganske sikkert ikke ved Frokosten.
Da havde hun kun været bange og genert. Hun var kommen i saadan Sindsbevægelse, da hun kom ned til Frokosten og ikke traf Maurits, men kun Patron Teodor og Bjergraadinden.
Det var jo kun klogt af Maurits, at han var gaaet paa Jagt, skønt det var umuligt at begribe, hvad han jagede nu ved St. Hansdagstide, som Bjergraadinden ogsaa bemærkede. Men han vidste naturligvis, at han gjorde bedst i at holde sig borte fra Onkel et Par Timer, til denne blev god igen. Det var jo umuligt for ham at tænke sig, hvor genert hun var, endnu mindre, at hun nær havde besvimet, da hun fandt ham borte og sig selv alene med Onkel og Bjergraadinden. Maurits havde aldrig været genert af sig. Han vidste ikke, hvad det var for en Pine.
Den Frokost, den Frokost! Onkel havde begyndt med at spørge Bjergraadinden, om hun
