186
FUGLEUNGEN.
kendte Historien om Sigrid den fagre. Han spurgte ikke Fugleungen, og hun havde heller ikke været i Stand til at svare. Bjergraadinden kendte godt Historien, men han fortalte den alligevel. Da kom Anne-Marie til at huske paa, at Maurits havde let ad Onkel, fordi han i hele sit Hus kun havde to Bøger, og det var Afzelius's „Sagohäfder“ og Nøsselts „Verdenshistorie for Fruentimmer.“ „Men dem kan han ogsaa,“ havde Maurits sagt.
Anne-Marie havde nu fundet Historien smuk. Hun syntes godt om, at Bengt Lagmand havde ladet sy Perler over Vadmelsbredden. Hun saa Maurits for sig, hvor kongelig stolt han vilde have set ud, da han befalede dem at komme med Perlerne. Det var netop noget, som Maurits kunde have gjort.
Men da Onkel kom til det Sted i Historien, hvor det fortælles, at Bengt Lagmand gik ud i Skoven for at undgaa Mødet med sin vrede Broder og i Stedet for lod sin unge Hustru ride Stormen af, da blev Meningen saa tydelig den, at Onkel forstod, at Maurits var gaaet paa Jagt for at undgaa hans Vrede, og at han vidste, hvordan hun sad og tænkte paa at vinde ham. — — Ja, i Gaar, da havde de sagtens kunnet lægge Planer, Maurits og hun, om hvordan hun skulde kokettere med Onkel, men i Dag var der aldeles ingen Tale om, at hun kunde udføre dem. Aa, saa dumt havde hun aldrig baaret sig ad! Alt Blodet strømmede hende til Ansigtet, og Kniv og
