Side:Legender og Fortællinger.djvu/20

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

7

KEJSERINDENS PENGEKISTE.

kring paa Havet for at finde den og været de bedste Venner hele Tiden, men nu, da de har fundet den, er de blevet Uvenner.“ – „Det havde altsaa været bedre, om de aldrig havde fundet den?“ sagde Kejserinden. „Ja,“ sagde Lodsoldermanden, „det havde sandelig været bedre.“ — „Altsaa: det, der skulde hjælpe Jer i Middelkerke,“ sagde Kejserinden, „det maa være saa godt gemt, at ingen kan finde det?“ — „Ja netop,“ sagde Lodsoldermanden, „godt gemt maa det være, thi hvis nogen skulde finde det, saa blev der blot Strid og Uenighed om det, eller ogsaa blev det straks brugt op, og saa gjorde det jo ingen Nytte mere.“

Kejserinden sukkede og følte, at hun formaaede ingenting. Derpaa gik hun i Messen, og hele Tiden laa hun paa sine Knæ og bad, at hun dog maatte faa Evne til at hjælpe Folket. Og — ja undskyld, Borgere, — men da Messen var læst til Ende, stod det klart for hende, at det var bedre at gøre lidet end intet. Da alle Folk var kommet ud af Kirken, stillede hun sig paa Kirketrappen for at tale til dem.

Ingen vestflandersk Mand eller Kvinde skal nogen Sinde glemme, hvordan hun saa ud. Hun var skøn som en Kejserinde, og hun var klædt som en Kejserinde. Hun havde ladet sig give Krone og Hermelinskaabe og havde taget Sceptret i Haanden. Hun havde højt opsat, pudret Haar, og en Rad store, ægte Perler snoede sig mellem Haarbuklerne. Hun var klædt i højrød Silke, men hele Dragten var besat med flamske Knip-