188
FUGLEUNGEN.
Gaard og over at være Naturen saa fortroligt nær. Det var, som om hun havde genfundet noget, hun havde mistet for længe, længe siden.
Bagerjomfru, Købstadspige, ja det troede man om hende. Men hun var bleven Landsbypige, lige saa snart hun havde sat sin Fod paa Grusgangen. Hun følte, at hun hørte Landet til.
Saa snart hun var bleven lidt roligere, havde hun vovet sig ud paa egen Haand for at inspicere Gaarden. Hun havde gaaet og set sig om nede paa den grusbelagte Gaardsplads nedenfor Trappen. Lige paa een Gang gav hun sig til at daske med Lemmerne, fik Hatten paa Armen og kastede Shawlet af. Saa satte hun Armene i Siden, aandede dybt, saa Næseboerne trak sig sammen, og fløjtede.
Aa, hvor hun følte sig mandhaftig!
Hun havde gjort et Par Forsøg paa at gaa sindig og pænt ned i Haven, men det var ikke det, der lokkede hende. Pludselig vendte hun om og gik ind i de store Baggaarde, der vare omgivne af Lade- og Avlsbygningerne. Hun havde mødt en Malkepige og talt et Par Ord med hende. Hun var bleven forundret ved at høre sin egen Stemme, hvor rask den lød. Det var som en Løjtnants foran Fronten. Og hun følte med sig selv, hvor rask det saa ud, da hun med Hovedet stolt knejsende og lidt paa skraa, med hele Legemet i kraftig Bevægelse og med en lille svippende Kæp i Haanden gik ind i Avlsgaarden.
