189
FUGLEUNGEN.
Den var dog ikke, hvad hun havde tænkt sig. Ingen lange Rækker hornede Skabninger var der at imponere, for de var alle paa Marken. En ensom Kalv stod i sit Tøjr og lod til at vente. at hun skulde gøre noget for den. Hun gik hen til den, rejste sig paa Tæerne, holdt Kjolen sammen med den ene Haand og rørte ved Kalvens Pande med den yderste Spids af den anden.
Da Kalven alligevel ikke lod til at finde, at hun havde gjort nok, men rakte sin lange Tunge ud, saa gav hun den naadigst sin Lillefinger at slikke. Men da kunde hun ikke lade være at se sig om og ligesom søge en Beundrer til denne Heltedaad. Og saa havde hun opdaget, at Patron Teodor stod i Porten og lo ad hende.
Derpaa fulgte han med hende paa hendes Tur. Men „det“ kom ikke den Gang, nej, slet ikke den Gang. Da var bare det mærkværdigt forunderlige hændt, at hun ikke mere var bange for Patron Teodor. Det var med ham som med Moder; han lod til at kende alle hendes Fejl og Skrøbeligheder ud og ind, og det var saadan en rar Fornemmelse. Saa behøvede man ikke at lade, som om man var bedre, end man var.
Patron Teodor vilde have vist hende Haven og Terrasserne ved Søen, men det var ikke efter hendes Smag. Hun vilde vide, hvad der var i alle disse store Bygninger.
Saa, fulgte han taalmodigt med hende i Mejeri og Iskælder, i Vinkælder og Kartoffelkælder. Han
