191
FUGLEUNGEN.
og derfor passede hendes Forældre saadan paa hende, at hun ikke fik Lov at bestille noget. Det var kun paa Skrømt, hun var med i Bageriet og i Butiken… Og inden hun vidste et Ord af det, var kun kommen til at sige, at Fader kaldte hende Fugleungen. I den Sammenhæng havde hun ogsaa sagt: „Hjemme forkæler de mig allesamme undtagen Maurits; derfor holder jeg saa meget af ham. Han behandler mig saa fornuftigt. Han kalder mig aldrig Fugleungen, kun Anne-Marie. Maurits er saadan et udmærket Menneske!“
Aa, hvor det lo og spillede inde i Onkels Øjne. Hun havde Lyst til at slaa ham med Kæppen. Hun sagde endnu en Gang næsten med Graaden i Halsen: „Maurits er saadan et udmærket Menneske!“
„Jeg ved det, jeg ved det,“ havde Onkel saa svaret. „Han er jo min Arving.“ Hvorpaa hun raabte: „Ak, Onkel Teodor, hvorfor gifter De Dem ikke? Tænk, hvor lykkelig den vilde blive, som blev Frue paa saadan en Gaard.“
„Hvordan skulde det saa gaa med Maurits's Arv?“ havde Onkel spurgt ganske sagtmodigt.
Saa var hun bragt til Tavshed for en rum Tid, for hun kunde ikke sige til Onkel, at hun og Maurits ikke brød sig om Arven, for det var jo netop det, de gjorde. Hun tænkte paa, om det var meget slemt, at de gjorde det. Hun fik pludselig Fornemmelsen af, at hun burde bede
