196
FUGLEUNGEN.
Spillet allerede ødelagt. Tænk, alt hvad jeg har vundet i Aften! Men nu er det tabt!“
„Jeg skal gerne bede Onkel om Forladelse, hvis du vil have det, Maurits.“ Og det mente hun. Hun var virkelig bedrøvet over at have gjort Onkel Fortræd.
„Det var naturligvis det eneste rigtige; men man kan jo ingenting forlange af en, der er saa latterlig genert som du.“
Da havde hun ikke svaret, men var gaaet lige ind i Rygeværelset, som nu næsten var tomt. Onkel havde kastet sig i en Lænestol.
„Hvorfor vil Onkel ikke danse med mig?“ havde hun spurgt.
Patron Teodors Øjne havde lukket sig. Han aabnede dem og saa længe paa hende. Det var det smerteligste Blik, hun havde mødt. Hun fik en Anelse om, hvad en Fange føler, naar han tænker paa sine Lænker. Paa een Gang fik hun saa ondt af Onkel. Hun syntes, han trængte meget mere til hende end Maurits, for Maurits trængte ikke til nogen. Han var god, som han var. Saa lagde hun ganske let og kærtegnende sin Haand paa Patron Teodors Arm.
Paa een Gang kom der nyt Liv i hans Øjne. Han gav sig til at stryge hende hen over Haaret med sin store Haand. „Lille Mo'r,“ sagde han.
Da kom „det“ over hende, mens han strøg hendes Haar. Det kom snigende, det kom kry-
