202
FUGLEUNGEN.
uden engang at vække Pigebarnet for at sige hende Farvel.
Nu sad Gud Bacchus der, smilende, vuggende sig i de lyseste Forhaabninger og ventede paa Ariadne. Solen stod op, Morgenvinden viftede muntert. Han hengav sig til smilende Drømme. Han skulde nok forstaa at trøste den forladte, han, Gud Bacchus selv.
Saa kom hun. Hun traadte ud af Grotten med et straalende Smil. Hendes Øjne søgte Teseus, de vankede længere og længere bort, til Skibets Ankerplads, ud paa Havet — — til de sorte Sejl — —
Og saa med et skingrende Skrig, uden Besindelse, uden Betænkning ned i Havet, ned til Død og Glemsel.
Og der sad nu Gud Bacchus, Trøsteren.
Saadan gik det til. Saadan var det sikkerlig sket. Patron Teodor husker nok, at Nøsselt tilføjer et Par Ord om, at medlidende Digtere paastaar, at Ariadne lod sig trøste af Bacchus. Men de medlidende havde ganske vist Uret. Ariadne lod sig ikke trøste.
Du gode Gud — fordi hun er god og yndig, saa han maa elske hende, skal hun for den Sags Skyld gøres ulykkelig!
Til Løn for de søde, smaa Smil, hun har skænket ham; fordi hendes bløde, lille Haand har lagt sig tillidsfuldt i hans; fordi hun ikke blev vred, da han gjorde Løjer med hende — derfor skal hun miste sin Kæreste og gøres ulykkelig!
