203
FUGLEUNGEN.
For hvilken af alle sine Forbrydelser skal hun dømmes? Fordi hun har bragt ham til at opdage et Værelse inderst inde i Sjælen, som hidtil har staaet fint og rent og ubeboet og ventet paa saadan et lille ømt og moderligt Stykke Pigebarn, eller fordi hun allerede har saadan Magt over ham, saa han knap engang tør bande, naar hun hører paa det — eller hvorfor er det, hun skal dømmes?
Aa, stakkels Bacchus, stakkels Patron Teodor! Det er ikke godt at have at gøre med disse fine, lyse, dunbløde. De styrter sig i Havet, naar de ser de sorte Sejl.
Patron Teodor bander i Stilhed over, at Fugleungen ikke er sorthaaret, rødkindet, sværlemmet.
Da falder der atter et Dun, og det giver sig til at tale: „Det er mig, der skulde have fulgt dig alle Dage. Jeg skulde have hvisket dig en Advarsel i Øret ved Spillebordet. Jeg skulde have skubbet Vinglasset til Side. Af mig vilde du have taalt det.“ — „Det vilde jeg.“ hvisker han, „det vilde jeg.“
Saa kommer der et nyt, og det taler ogsaa: „Det er mig, der skulde have hersket over dit store Hus og gjort det hjemligt og varmt. Det er mig, der skulde have fulgt dig gennem Alderdommens øde Land. Jeg skulde have tændt din Arneflamme og været Øje og Støttestav for dig. Havde jeg ikke duet til alt dette?“ — „Bløde, lille Dun,“ svarede han. „det havde du.“
Endnu et Dun kommer, og det siger: „Det
